foto: Nikolaj Lund 2020
MIKKEL RØNNOW
Teaterproducent & Kapelmester
download bio
Som producent har Mikkel Rønnow i mere end 30 år stået bag succesfulde musicals, koncerter, og teaterforestillinger i Danmark.
Senest har Mikkel Rønnow produceret Chess på Det Ny Teater, Margrethe på Det Kgl. Teater og Atlantis i Tivolis Koncertsal.
Dirigerede i 2026 Odense Symfoniorkester ved præsentationen af 70 minutters musik fra Andersen – en ny dansk musical om H.C. Andersens liv og eventyr, der får urpremiere i 2028.
Mikkel Rønnow er kapelmester for den amerikanske sangerinde Stella Cole når hun turnerer i Skandinavien og England.
Sammen med Stig Rossen producerede Mikkel Rønnow fra 2001-2004 store opsætninger af Chess, Copacabana og Les Misérables med West End skuespillere i hovedrollerne.
Mikkel Rønnow har et særligt forhold til musicalen Chess som han har produceret seks gange mellem 1995 og 2025, dirigeret ved 300 opførelser og udgivet på 3 forskellige cast albums. Desuden har han investeret i den seneste Broadway revival og Broadway cast recording.
Øvrige musicals tæller de anmelderroste opsætninger af My Fair Lady, Grease, David Bowies musical Lazarus (med Det Kongelige Teater og Aarhus Teater), Lennon & McCartney musicalen She Loves You, koncertturnéerne I Love Musicals og I Love Musicals 2 samt teaterkoncerten Made in Aarhus.
Mikkel Rønnow var i fire år chefproducent på Aarhus Teater og stod her bag en lang række skuespil og musikteater, heriblandt den Reumert-vindende teaterkoncert Leonard Cohen. Producerede desuden den første Copenhagen Opera Festival i 2009 og var kreativ producent for One And Onlys største succes Dirty Dancing.
Sideløbende med at være producent har Mikkel Rønnow en omfattende karriere som kapelmester, og har i denne egenskab dirigeret musicals som Sweeney Todd, La Cage Aux Folles, Cabaret og Chess på Aarhus Teater, Candide på Den Fynske Opera, Chess på Fredericia Teater, West Side Story i Musikhuset Aarhus og på DR P2 samt egne danmarksturnéer af Les Misérables, My Fair Lady, Copacabana, Grease, Atlantis, She Loves You og Margrethe.
Har på eget pladeselskab udgivet og dirigeret otte musical-cd’er med bl.a. Odense Symfoniorkester, City of Prague Philharmonic Orchestra samt komplette indspilninger af Chess og Atlantis.
Opdateret september 2026