
foto: Nikolaj Lund 2020
MIKKEL RØNNOW
Teaterproducent & Kapelmester
download bio
Som producent har Mikkel Rønnow i 30 år stået bag succesfulde musicals, koncerter, og teaterforestillinger i Danmark.
Han er idémanden bag den internationale Lennon & McCartney musical She Loves You, som havde verdenspremiere i Tivoli og Musikhuset Aarhus i 2022.
I efteråret 2021 stod Mikkel Rønnow bag en revival af alle tiders største danske musicalsucces Atlantis i Tivoli og på danmarksturné.
Mikkel Rønnow har et særligt forhold til musicalen Chess som han har produceret fem gange og dirigeret ved mere end 200 opførelser. Den seneste opsætning i 2018 blev den bedst anmeldte musical i Tivoli nogensinde. Forestillingen fik desuden to prisnomineringer og et publikumstal på mere end 80.000.
Sammen med Stig Rossen har Mikkel Rønnow produceret forestillingerne Chess, Copacabana og Les Misérables, som alle turnerede i hele landet med internationalt besatte roller.
Andre store musicals tæller bl.a. den Reumert-nominerede Grease med Sofie Lassen-Kahlke og en engelsk besat My Fair Lady på originalsproget.
I sommeren 2009 producerede han den første udgave af Copenhagen Opera Festival med forestillinger som La Traviata og Opera i Dødsriget.
I sine fire år som chefproducent på Aarhus Teater producerede Mikkel Rønnow et stort antal skuespil, teaterkoncerter og musicals, heriblandt den Reumert-vindende teaterkoncert med sange af Leonard Cohen samt danmarkspremieren på Bergmans Fanny & Alexander.
Som kreativ producent for The One And Only Company var Mikkel Rønnow med til at skabe succeserne Dirty Dancing og Tam Tam i Tivoli, Grease og Saturday Night Fever.
Producerede og dirigerede koncertturnéerne I Love Musicals 1 og I Love Musicals 2 med bl.a. Maria Lucia, Preben Kristensen og Flemming Enevold.
I anledning af Kulturby Aarhus 2017 producerede Mikkel Rønnow teaterkoncerten Made in Aarhus, som turnerede i hele landet med 4 årtiers hits fra musikbyen Aarhus.
Senest har Mikkel Rønnow co-produceret David Bowie’s musical Lazarus med Aarhus Teater og Det Kongelige Teater.
Producerer egne og andres forestillinger i selskabet Mikkel Rønnow Musicals.
Sideløbende med at være producent har Mikkel Rønnow en omfattende karriere som kapelmester, og har i denne egenskab dirigeret musicals som Sweeney Todd, La Cage Aux Folles, Cabaret og Chess på Aarhus Teater, Candide på Den Fynske Opera, Chess på Fredericia Teater, West Side Story i Musikhuset Aarhus og på DR P2 samt danmarksturnéer af Les Misérables, My Fair Lady, Copacabana og Grease.
Som koncertdirigent har Mikkel Rønnow dirigeret Music of the Night med Flemming Enevold og Susanne Elmark, musical-oratoriet Guds Gøgler og tre års slotskoncerter ved Lynderupgaard.
Har på eget pladeselskab udgivet og dirigeret otte cd-udgivelser med musicalrepertoire, blandt andet Louise Fribos Look With Your Heart med Odense Symfoniorkester, Symphonic med Anna Vaupel og The City of Prague Philharmonic samt det internationalt roste komplette cast album af Chess med Stig Rossen. I 2022 udkom Atlantis i sin fulde længde på både cd og lp.
Opdateret januar 2023